Her kan du læse en fortælling om Voervadsbro. Den er blandt andet skrevet på baggrund af samtaler med Ejvind Rasmussen og Svend Therkildsen, som begge var barnefødt på egnen.

Anne-Marie Holte Viborg og Annette Jespersen har samlet informationerne.

Da landet blev skabt

Der var engang, da Gudenåen var en rivende flod af smeltevand. Det er rundt regnet 15.000 år siden i slutningen af den sidste istid.

Sammen med bevægelser dybt nede i grundfjeldet var isen og smeltevandet med til at skabe morænelandskabet med bakker og dybe dale omkring Voervadsbro.

Man kan stadig se op til ti meter høje skrænter langs Gudenåen. Terrasserne fortæller en masse om åen og landskabets tidligste historie og er guf for geologer.

Fra Voervadsbro er der ikke langt til Himmelbjerget, Yding Skovhøj og Ejer Bavnehøj.

Men det nærmeste højdepunkt er Sukkertoppen, der er en 108 meter høj, kegleformet knold af hvidt kvartssand.

Fra toppen er der en majestætisk udsigt over skove, dale og Mossø.

Allerede kort tid efter, at isen trak sig tilbage kom de første mennesker sydfra for at jage og fiske.

Amatørarkæologer har fundet masser af flinteredskaber og en urokse med horn og det hele i Springbjerg Mose.

Horsens Museum har talt syv stenalderbopladser og to fredede gravhøje i området.

I middelalderen begyndte munke og nonner at slå sig ned her.

Benediktinermunkene byggede i 1100-tallet Voer Kloster, der hvor Klostermølle ligger i dag. Der er stadig en gangsti langs den mere end en kilometer lange Klosterkanal, som de byggede for at drive en vandmølle.

På den anden side af Gudenåen lå Vissing Kloster, hvor nonnerne holdt til.

Det blev bygget i midten eller slutningen af 1100-tallet og brændte ned under en borgerkrig omkring 1244.

http://danmarkskirker.natmus.dk/kirkedata/aarhus/vissing-klosterkirke/

Byen fik et navn og en bro

Voervadsbro fik sit navn i de år. Her i byen var Gudenåen så lavvandet, at bønder og andet godtfolk kunne ride, køre eller gå over åen. Vadestedet kom til at hedde Voer Vad opkaldt efter Voer Kloster.

Så fik vejfarende mulighed for at komme fra Horsens til Gl. Rye og tilbage igen uden at skulle køre en lang omvej.

Optegnelser viser, at der må have været en bro allerede midt i 1700-tallet.

Siden fulgte flere broer – den sidste er bygget i 1912 og ombygget i 1985. Rundt omkring i byen står flere markeringssten i granit fra broerne.

https://www.horsensleksikon.dk/voervads-bro/

Vandet og træet holdt liv i byen

I industrialiseringen var der masser af aktivitet omkring åen, søerne og skovene. Møllen ved Vilholt stod færdig i 1866 bygget af Hans Hermann Holst, der var opfinder og iværksætter.

Vandmøllen drev en turbine og var oprindeligt et træsliberi, men senere blev der lavet træmasse. Mange lokale kørte hver dag på arbejde på Klostermølle og Vilholt Mølle. I 1897 var der 15 arbejdspladser de to steder – i 1914 var der 29 arbejdspladser.

Papiret blev brugt til aviser så langt væk som i Helsingør og Præstø på Sydsjælland.

Produktionen af pap fortsatte indtil 1988, hvor Mark Rubow startede virksomheden MR Stålteknik - senere FlowTech - som producerede elementer i rustfrit stål til mejerier og meget andet frem til 2018.

Møllen fungerede i 142 år, men i 2007 blev turbinerne lukket ned og frislusen blev fjernet.

Det fik vandet i Gudenåen til at strømme hurtigere forbi Voervadsbro til stor glæde for både fisk og biologer, som allerede året efter fandt masser af ørredyngel lige der, hvor åen strømmer forbi teltpladsen ved kroen.

https://naturstyrelsen.dk/ny-natur/vand-og-naturprojekter/vilholt-moelle

Mejeriet blev kendt for Esrom Ost

Mejeriet er en markant bygning i Voervadsbro.

I 1880`erne blev egnens bønder enige om, at byen skulle være hjemsted for det lokale andelsmejeri. Den første bygning stod færdig i 1887, men den bygning, som ligger ned til Gudenåen nu, er fra 1931. Mejeriet blev mest kendt for sin produktion af Esrom Ost.

Bønderne kørte fra et stort opland med deres mælkejunger til mejeriets ramper. Først med hestevogn og siden med mælkebilen.

Ofte slog chaufføren et smut over vejen til købmanden for at købe de ting, som husmødrene manglede ude på gårdene.

I 1977 blev den sidste junge med mælk indvejet. Siden da har mejeriet blandt andet rummet børneteater, økologisk bageri med tilhørende butik, kursusvirksomhed og private boliger.

Kroen blev bygget som afholdshotel

Kroen i Voervadsbro blev bygget i 1930-31 som afholdshotel.

Under krigen kom der mange tyskere og spiste. De havde rationeringsmærker og ville gerne bytte dem med smør og tobak.

Efter krigen fik stedet spiritusbevilling og blev til kro. Dengang kunne folk i byen også købe konfekture og brød i en lille butik på kroen.

Senere blev der bygget selskabslokaler bag kroen. I krostuen fik de lokale sig en øl eller et slag billard.

Mange forbipasserende har været en tur forbi kroen for at spise frokost. Historien fortæller, at der en dag kom et par unge mænd, som krofars unge datter smurte et par hurtige madder til.

Undervejs blev hun bange for, at de ikke kunne betale, så hun vækkede sin far, der tog sig en middagslur i privaten. Han var nu ikke så nervøs for betalingen, for en af bilerne havde en krone på nummerpladen – og chaufføren var Prins Joachim.

Kroen har haft mange forskellige forpagtere gennem årene, men har stået tom siden starten af 1990`erne.

En driftig mand på Vissinggård skabte arbejdspladser

Mange af Voervadsbros indbyggere har arbejdet på Vissinggård.

Hovedbygningen stammer fra 1920 og til højre ligger en lille bygning med et dueslag. Her startede O.E. Andersen i 1920 en kemisk fabrik, hvor der blandt andet blev fremstillet svejsepulver.

Han havde også gang i et savværk, en emballagefabrik og et hønseri.

Og så hævder historien hårdnakket, at det spøger i den gamle bindingsværksgård, som ligger ved siden af Vissinggård.

Gengangeren er en gammel mand med skæg og ternet jakke. På forunderlig vis materialiserer han sig ved fodenden af sengen i soveværelset.

Fortællingen siger, at manden var en tidligere ejer af gården, og at han havde slået sin kone ihjel og brændt hende i den store ovn.

Til gården hører også Nedenskov Sø, som gennem mange år har været omegnens badesø. Søen ligger i et dødishul og er så ren, at de badende helst ikke må tisse i vandet, fordi det forstyrrer den økologiske balance i søen.

Ifølge sagnet ligger der en borg med tårne og spir på bunden af søen. Der ligger den fordi borgherren var så ugudelig, at en præst forbandede ham.

Forbandelsen fik borgen til at synke i en revne, som blev fyldt med vand. Borgen skulle efter sigende stadig ligge på bunden af søen.

De otte huse overfor Nedenskov Sø blev i sin tid bygget som en arbejderlandsby og blev kaldt Vissinggård Funkisby efter deres oprindelige byggestil. 

https://museumhorsens.dk/arkaeologi/kulturmiljoeer/vissinggaard

En by med let adgang til både Hamborg og Esbjerg

I flere år før 2. verdenskrig var Rye Flyveplads et yndet udflugtsmål for folk i Voervadsbro. 

Lufthavnen med hangar og det hele blev anlagt i 1935 af Gunnar Larsen, der var direktør for cementfabrikken F.L. Schmidt.

Han boede på godset Højkol ved Salten Langsø og arbejdede ind imellem i København. 

For at kunne pendle mellem hjemmet og hovedstaden, sørgede han for at rydde et græsareal på 1,2 kilometer ved Gl. Rye, så han kunne få sin egen flyveplads.

Efter ret kort tid fik flyvepladsen både indenrigs- og udenrigsflyvninger, og det tiltrak de lokale, som slog sig ned med madkurve og tæpper, så de kunne være helt tæt på, når flyene landede og lettede.

2. Verdenskrig kom til byen fra luften

Allerede på førstedagen af tyskernes invasion af Danmark, den 9. april 1940, landede de første tyske fly på Rye flyveplads.

Soldaterne byggede barakker og bunkere, som man stadig kan se rester af.

Pladsen var både et sted for sårede soldater, der var på rekreation, og øvelsesplads for unge piloter.

Den 2. maj 1940 var der allierede fly i luftrummet over Voervadsbro.

Målet var at ødelægge de tyske fly på dansk jord, så ikke de kunne forstyrre evakueringen af de allierede tropper fra Norge.

Rye Flyveplads var et af målene.

Så måtte beboerne ned i kældrene, det var typisk også i kælderen, at de samlede sig om udsendelserne fra Radio BBC i London.

Der var ikke umiddelbart problemer med soldaterne i området. De kom kun ud fra flyvepladsen, når de var på march, eller når de havde orlov i weekenderne.

Så sad de på afholdshotellet med en kop kaffe.

Når børnene stillede sig op på række, gik de tyske soldater ned langs rækken og stak hvert barn en lakridscigaret. Mange gange fik soldaterne tårer i øjnene, fordi de kom til at tænke på deres egne børn hjemme i Tyskland.

Soldaterne benyttede sig også af, at forsamlingshusets klaver stod udenfor. Under en tur forbi gjorde de holdt, og en af soldaterne satte sig til tangenterne og spillede ”Lili Marleen” og andre tyske slagere.

Nogle af de unge soldater skulle videre ud til slagmarker, der var noget mere barske end Voervadsbro og omegn. En af soldaterne blev så ked af, at han skulle til Østfronten, at han gik i skoven og skød sig selv.

Men selv om folk i Voervadsbro i det store hele levede fredeligt med de unge, tyske soldater, så var det ikke velset, når danskerne arbejdede for tyskerne eller leverede varer.

En lokal bonde solgte kød til de tyske soldater, og han fik overbragt en cigarkasse med en patron i.

Da krigen var slut, fik Rye flyveplads et nyt formål, nemlig som flygtningelejr for tyskere, som var på flugt fra de russiske tropper.

Da der var flest flygtninge i lejren var den på størrelse med en mellemstor, dansk provinsby med 14.800 mennesker samlet på det lille, bitte areal.

Flyvepladsen kom aldrig i gang i igen. Efter krigen og tiden som flygtningelejr var der ikke længere brug for stedet til civil flyvning.

https://ryeflyveplads.dk/?s=rye+flyveplads

Motorbanen og de mange små handlende

Efter krigen kom der lidt mere gang i byen igen.

Der blev anlagt en motorbane på Hem Odde. Det første løb blev kørt i 1946 med op mod 10.000 tilskuere og gennem årene blev der kørt om kap mellem både motorcykler og racerbiler frem til banen lukkede omkring 1950.

http://www.mossoe.dk/historien/de-sidste-vaerter

Folk i byen fik også mulighed for igen at købe biler og motorcykler fra England, hvis de kunne bevise, at det var nødvendigt med et køretøj for at komme på arbejde.

Fra 1950`erne og et par årti frem var der gang i byen. Mange små næringsdrivende havde forretning i byen.

Der var et mekanikerværksted, købmanden blev til en brugsforening, og der lå en foderstofforretning og to tankstationer.

Maskiner og lastbiler arbejdede i to grusgrave, både i skoven bag Gudenåen og den på bakken på vej mod Voerladegaard.

Der var en bødker, bageri, en lillebil og brød og konfekturesalg.

Gudenåen begyndte også at tiltrække turister i kano.

En af de første folk på åen var Hakon Mielche, forfatter af rejsebøger, journalist og maler. I 1935 beskrev han sin tur, og det blev starten på Gudenåen som feriemål.

På et tidspunkt var der to teltpladser i byen – en ved købmanden og en overfor kroen.

Men da 1980`erne blev skudt ind, begyndte det at gå ned ad bakke for byen, og den ene lille butik og virksomhed efter den anden lukkede.

Det Lille Røgeri er nu byens eneste butik og restaurant, men der er stadig små-virksomheder rundt omkring i Voervadsbro.